Hurtig reaktion var penge værd

Torsdag over middag i sidste uge blev bagermester Thomas Brogaard ringet op af en medarbejder. Hun havde set to rotter ved en rist i butikken. Rotterne var løbet tilbage ned i afløbet, men Thomas tog straks kontakt til SuperBrugsen Tinglev, der bor i samme bygning.

Sammen blev de enige om at lukke butikkerne ned med det samme. Derefter blev Rentokil og Fødevarestyrelsen kontaktet og en rotte-jæger bestilt. SuperBrugsen valgte endvidere at afskærme butikken med gipsplader.

Jægeren lå på lur hele natten fra torsdag til fredag og i begge butikker var der strøet mel på gulvet for at sikre, at intet var overset. Fredag kom folkene fra Rentokil og sammen med Brogaards Bageri og SuperBrugsen blev de enige om, at holde vagt i butikkerne yderligere én nat. Hvis der fortsat ikke var spor efter rotter lørdag morgen, kunne begge butikker påbegynde rengøringen. Lørdag blev der gjort rent og søndag åbnede begge butikker igen.

Begrænset skade

Bagermester Thomas Brogaard var træt og meget lettet søndag morgen: »På vores kamera kan vi se, at rotterne kun lige er oppe i kort tid. Den video og vores hurtige reaktion har gjort, at vi kunne »nøjes« med at holde lukket i 2-3 dage. Det er jeg meget lettet over. Den hurtige reaktion har sparet os for et endnu større driftstab«.

Lars Fink Hansen fra SuperBrugsen var også godt tilfreds med at kunne byde kunderne indenfor igen: »Der var kun et at gøre og det var at lukke ned med det samme. Men det har da været dyrt for både bageren og os. Vi havde f.eks. en fest til 150 personer lørdag aften, hvor vi ikke kunne levere maden. Vi har beklaget overfor kunderne, men vi har kun mødt forståelse og glæde over, at vi igen har åbnet butikken«.

By | 2017-11-08T11:12:28+00:00 november 8th, 2017|Nyhed|0 Comments