TinglevForum har modtaget 50.000 kr. fra Sydbank Fonden

TinglevForum ønsker at styrke byens kulturelle omdømme og arrangerer hvert år i august koncerten »De skønneste toner«, som samler lokalsamfundet omkring den musikalske oplevelse. Sydbank Fonden har valgt at støtte arrangementet med 50.000 kroner.

En bedre publikumsoplevelse

Der venter den helt store udendørs koncertoplevelse, når Opera på Grænsen, Sønderjyllands Symfoniorkester og TinglevForum byder på koncert i august. Donationen på 50.000 kr. skal blandet andet bruges på at skabe en bedre oplevelse for publikum i form af en mere professionel lyssætning på scenen, så publikum ikke blot kan høre, men også se musikerne. Derudover skal pengene bruges på en udvidelse af orkestret samt en overdækket tribune med plads til 300 publikummer. »Selve koncerten er blevet et tilløbsstykke i Sønderjylland, og repertoiret er bredt. Med donationen kan vi nu skabe nogle bedre rammer og dermed en endnu bedre publikumsoplevelse«, siger formand i TinglevForum, Poul-Erik Thomsen. Tinglev Forum har valgt at navngive koncertpladsen »Sydbank Koncert Arena« på baggrund af donationen.

By | 2018-07-03T09:21:55+00:00 juli 3rd, 2018|Nyhed|0 Comments