Mange tinglevborgere var med til affaldsindsamling

60-70 personer var mødt op for at give en hånd med til årets affaldsindsamling i Tinglev.

Der var flere børnefamilier med, hvor det var børnene, der havde ladet sig inspirere af, at de i løbet af ugen havde samlet affald i deres daginstitution samt set »Ramasjang redder verden«.

Vejret var skønt, så samtidig med, at der blev samlet masser af affald var der også mulighed for at få forårsfrisk luft. Efter indsamling af skrald var der pølser og sodavand til alle i Byskoven. Der blev samlet masser af dåser, hundelortposer med indhold, chipsposer, gamle gulvtæpper, spande, en stor køkkenkniv, bildæk og meget mere.

»Utroligt, hvad der bliver smidt i vores skønne natur. Der kan kun opfordres til at der skal flere skraldespande op, men også at disse så benyttes og bliver tømt« siger Inger Jørgensen fra Tinglev Forum, der var invitiativtagere til arrangementet.