En dejlig byfest i Tinglev

Da byfesten i Tinglev sluttede søndag aften, kunne arrangørerne se tilbage på nogle travle, hyggelige og solrige dage med masser af velbesøgte aktiviteter. Formand Thomas Møller Jensen glædede sig over endnu en vellykket byfest: »Der har været rigtig god opbakning til alle vore aktiviteter og der har været mange gæster på pladsen. Jeg synes vi har god grund til at være godt tilfredse med hele forløbet igen i år«.

Torsdag aften var der byturnering i fodbold. Det trækker vanen tro mange folk op på ringriderpladsen og de så seks hold dyste i en række gode og spændende kampe. Finalen blev afgjort på straffespark og her var de forsvarende mes­tre »Schrøder’s Team« iskolde og sikrede sig sejren for tredje år i træk. Årets bilringridning, hvor 6 biler deltog, blev vundet af Dres og Debbe, Tinglev, foran Gert og Dennis Johannsen, Sofiedal samt Tom og Allan, Tinglev.

Fredag aften var ca. 375 feststemte borgere til fest i teltet. Temaet i år var »dansk« og derfor bestod menuen fra Ritas Køkken af en sild med snaps samt dansk bøf med løg, kartofler og tilbehør. Musikken stod populære 6Feet for og de fik teltet til at syde af god stemning fra første minut, da de lagde ud med »Der er et yndigt land«. Bestyrelsen var også på scenen og de havde en gave med til Erling, der trofast har hjulpet i baren i 30 år. Lørdag var der skat-turnering med 33 deltagere. Vinder blev Henry Hansen med 2575 point foran Martin Christansen, 2533 og Peter Bonde, 2402.

Lørdag eftermiddag var der optog gennem byen. Der var masser af mennesker på gaden og de festlige indslag i årets »fagenes fest« høstede mange bifald og tilråb undervejs. På ring­riderpladsen blev Automester Tinglev kåret til årets bedste indslag foran Hans Holm og Brintceller. »Der var igen i år rigtig mange gode og kreative indslag. Dommerne havde svært ved at udvælge de tre vindere«, siger formand for Tinglev HHI, Michael Christesen.

Traktor ringridningen, hvor 13 flot pyntede traktorer stillede op, blev vundet af Svend Åge Jacobsen med 12 ringe ud af 14 mulige. På 2. pladsen kom Hinrich Jürgensen, også 12 ringe, mens Gert Johannsen blev nummer tre. Lørdag eftermiddag fyldtes festpladsen af mennesker, der sad eller stod på bænke, mens de hyggede og nød en øl eller vand. Der var god aktivitet i hoppeborgene, hvor hujende børn fornøjede sig. Aftenen startede med en gratis sildemad og så var der musik i teltet ved DJ BlowFly.

Søndag var der Børne Tju Bank, hvor temaet var »det vilde vesten«. Der var cykelringridning, ansigtsmaling, bål med skumfiduser og snobrød og en masse andre sjove ting, som de ca. 30 fremmødte børn morede sig med. Hestefolket var også på pladsen og de indtog den sydlige del af ringriderpladsen. Morten og Jarle spillede musik på pladsen og Tinglev Husmoderforening solgte kaffe og kage, mens U15 fodbolddrengene havde travlt i deres tombola og Lions med burgersalget. Søndagen sluttede med DJ musik på pladsen og byfestudvalget skal nu bruge de næste par dage på at rydde op på ringriderpladsen.


Torben Kaufmann genvandt titlen i Tinglev

Torben Kaufmann fra Vollerup blev igen i år konge i Tinglev. Ligesom sidste år tog han alle 24 ringe og var sammen med 10 andre klar til omridningen, hvor han viste sig som den skarpeste på dagen. Der var 76 ryttere i alt og det er lidt mindre end sidste år. Claus Hissel fra Tumbøl blev kronprins, mens Henning Andersen, Terkelsbøl, blev prins. Sofie Ruhl- mann, Gl. Skovbøl, vandt titlen som ponykonge.

5000,- kr. og en pokal
Som noget nyt blev der i år også dystet mellem ringriderforeningerne. Det er Walter Edemann, der har »opfundet« dysten og også ham, der har doneret en vandrepokal samt 5.000,- kr. til vinderbyen. Det har han gjort for at øge interessen for at deltage i ringriderstævnet i Tinglev. I år blev det Kliplev, der løb med sejren og dermed også penge og pokal. De fik 201 point og derefter fulgte Tumbøl med 195, Bylderup, 189, Bylderup, 189, Bov, 177, Bjerndrup 161 og Tinglev, 108 point.