Velkommen til Tinglev – her er mulighed for at leve hele livet
Der er både danske og tyske børneinstitutioner. Nord for Hovedgaden ligger den danske folkeskole. Syd for gaden har Deutsche Schule Tingleff adresse på Grønnevej med efterskolen Nachschule Tingleff som nabo.
Med Plejehjemmet Grønningen har Tinglev også det gode tilbud til de ældste.
Tinglev er byen, hvor det er muligt at få mange flere kvadratmeter for pengene end i storbyerne, og det er muligt at indrette sig i den ældre boligmasse eller bygge nyt.
Tinglev har et betydeligt udvalg af arbejdspladser, både private, kommunale og statslige, og samlet set har Tinglev et arbejdsmarked, der er større sammenlignet med byer af lignende størrelse.
Den bedste beliggenhed
Tinglev er hjertet i grænselandet. Det er en by med den bedste beliggenhed
Tinglev ligger centralt i forhold til Aabenraa, Haderslev, Kolding, Tønder, Sønderborg og Flensborg, der byder på gode jobmuligheder samt et bredt kulturudbud.
Fra Tinglev er der tre veje, der fører til den nord-syd-gående motorvej, i Torp, i Bov og i Kliplev, der også er motorvejen til og fra Sønderborg.
Tinglev er en stationsby, hvor der fortsat er personlig betjening, og hvor elevatorer nu gør det muligt for alle at benytte de gode forbindelser mod København, mod Tyskland og Europa og mod Sønderborg.