Project Description

Tinglev kirkegård

Krigsfangelejr ved Gårdeby Mark

Mindesten og 16 grave for krigsfanger fra krigsfangelejren ved Gårdeby Mark

Mindesten og 16 grave for krigsfanger fra krigsfangelejren ved Gårdeby Mark nogle kilometer syd for Tinglev. Lejren blev oprettet kort efter 1915 og havde plads til omkring 3.000 fanger. Krigsfangerne var en blanding af russiske, britiske, franske og belgiske soldater, som blev sat til at udføre dræningsarbejder i omegnen.

Til at begynde med var både kost og logi meget dårlig. Som en følge af det og af tidligere strabadser døde i marts og april 1915 ti britiske og fem russiske fanger. De blev alle begravet på Tinglev Kirkegård, og deres grave markeret med simple trækors. I juni 1915 begravedes endnu en krigsfange, en franskmand dræbt af et lynnedslag.

Mindestenen er tegnet af arkitekt Carl Brummer (1864-1953) og udhugget i en sten fra Gøttrup Mark nær Toftlund. Den bærer på engelsk, fransk, russisk og dansk indskriften: “Til Minde om Soldater døde i lejren ved Bajstrup. De sejrendes Vaabenfæller – Vore Venner”.

Alle gravstenene er udført efter den britiske krigsgravskomites standard. Bag mindesmærket stod en komité nedsat af Danmarks fire største erhvervsorganisationer, og ved indvielsen den 19. september 1925 deltog en lang række af standspersoner herunder også den franske og den britiske ambassadør.

Se mere her

16 krigsfangegrave over de 16 døde fra krigsfangelejren ved Gårdeby

Mindesten over de 16 døde fra krigsfangelejren ved Gårdeby

Jens Jessen (1885-1944)

Danske Jens Peter Jessen fra Stoltelund ved Tinglev – idemand til attentatforsøget på Hitler

Familiens gravsted er på Tinglev Kirkegård

Jens Peter Jessen blev født i 1895 i Stoltelund ved Tinglev i en hjemmetysk familie. Barndomsårene tilbragte han på gården i Tinglev, senere tog han studentereksamen i Flensborg for derefter at studere jura og økonomi i Kiel og Heidelberg. Han deltog i 1. Verdenskrig, hvorfra han hårdt såret vendte hjem i 1917.

Efter studietiden havde han en kort karriere inden for bankverdenen med ansættelse i filialer i Deutsche Bank i Danmark og i Sydamerika. Senere vendte han tilbage til universitetsmiljøet og blev professor, først i Kiel, siden i Göttingen og Marburg og fra 1936 i Berlin.

Jens Peter Jessen var tilhænger af nazi-partiet ind til midten af 1930’erne, da han gennemskuede partiets korruption, tyranni og umenneskelighed. Han kom i kontakt med andre kritikere af nazismen, bl.a. general Ludwig Beck og Ulrich von Hassel samt Kreisauer-kredsen, som udviklede sig til en modstandsgruppe mod Hitler og nazisystemet.

I 1942 blev Jessen indkaldt til tjeneste i den tyske hærs kommandocentral i Berlin, hvorved han kom tæt på det nazistiske magtcentrum.

Jens Peter Jessen udtænkte allerede i 1943 under dæknavnet “Nordmann” den konkrete attentatplan. Da Jens Peter Jessen blev involveret i et alvorligt færdselsuheld, kom han ikke selv, men oberst Claus Schenk Graf von Stauffenberg til at udføre attentatforsøget den 20. juli 1944 i Wolfsschanze i Østpreussen, hvor Stauffenberg havde direkte adgang Hitler. Stauffenberg blev anholdt og ved en standret henrettet samme dag. Jens Peter Jessen blev som den sidste i gruppen anholdt og den 7. november af Volksgerichtshof dømt til døden og henrettet i Berlin den 30. november 1944.

Enken flyttede efter krigen til Tønder og senere til Flensborg og Berlin. Der gik mange år, inden Jens Peter Jessens fortjenester blev anerkendt af Forbundsrepublikken ligesom hans indsats blandt det tyske mindretal i Sønderjylland også først meget sent blev erkendt.

Se flere her