Project Description
Olgerdiget
Olgerdiget er et mere end tolv km langt forsvarsværk, som blev anlagt mellem Tinglev og Aabenraa. Det starter nær Gårdeby ved Gejlå, som er en del af Vidå-systemet. Herfra fortsætter det øst om Tinglev, videre mod Uge og op til Urnehoved øst for Bolderslev. (se kort). Antagelig har det fortsat helt ud til Åbenrå Fjord.
Olgerdigets funktion har været at danne spærring, hvor der ikke findes naturlige grænser i form af vandløb, søer eller moser. Det består af palisadehegn, grav og vold. Anlægget er dateret dendrokronologisk. Ved at tælle og måle årringene i det bevarede egetræ fra palisaderne kan man se, at anlægget er opført i 1. årh. e.Kr.
På stedet, hvor Olgerdiget passerer Olmersvej er der opstillet en info-pavillon, som beskriver Olgerdiget. I samme pavillon er der en beskrivelse af Tinglev bys udvikling fra landsby til jernbaneknudepunkt.