Hvad kan svømmehallen bruges til?

Aktiv Aabenraa afholdt i sidste uge et inspirationsmøde omkring udviklingen af Aabenraa Kommunes Svømmehaller.

Her skulle resultaterne fra en markedsundersøgelse, lavet tidligere på året, bekendtgøres. Målet med markedsundersøgelsen var at finde ud af, hvordan svømmehallerne i kommunen skal bruges fremover og finde nogle aktionspunkter på både kommunalt og lokalt niveau.

Arrangementet blev afholdt i Tinglev Fritidscenter, hvor det var muligt at prøve forskellige aktiviteter i svømmehallen inden mødet. Aktive børn og voksne var i gang i vandet på både cykler og boards og man kunne ligeledes prøve dykning og se Bov IF’s nye tiltag: »EasySwim for børn«. Formålet med aktionspunkterne var at aktivitetsudvikle – og det blev der gjort.

De knap 20 fremmødte fik lov til at skyde bredt fra hoften i forhold til, hvad man kunne tænke sig af aktiviteter og events i svømmehallerne fremover. Der var både repræsentanter fra idrætsforeninger, svømmeklubber og Aabenraa Kommune.

Næste skridt bliver at samle op på de gode idéer og at der i foreninger og i Aktiv Aabenraa videreudvikles på de mange gode bud. Der er stor efterspørgsel på frivillige i hele kommunen både som instruktører, tovholdere og i bestyrelser for at løfte opgaven i svømmehallerne bedst muligt.