Sort sol over Tinglev

»Lidt inden kl. 19 kan man i denne tid se lange rækker af stære, der samles efter dagens fouragering. De ses på højspændingstrådene over Tinglev Nørresø«, fortæller Poul Alexandersen fra Stigruppen og fortsætter: »Pludselig sætter flokken sig i bevægelse, og flere småflokke støder til. Så søger flokken efter det perfekte sted at sætte sig for natten. De seneste aftener har flokken kredset rundt i et kvarters tid, hvor der ses flotte formationer – særligt hvis en rovfugl blander sig i »festen«. Dette kan bedst ses fra Fugleudkigstårnet ved Savværksvej i Tinglev Industri Øst« slutter Poul Alexandersen.