En dejlig aften i Byskoven
Rågeskrigene tabte. Overdøvet af et sprudlende kor, en historiekyndig taler og tre sangere og musikere, der var blevet til en kvartet.
Vejret var det bedste, dannebrog var til tops på masten, og bøgeskoven var smuk. Valgfesten på grundlovsdag blev en dejlig aften på Friluftsscenen i Byskoven. Det er nok ikke noget meget bedre i Tinglev end Byskoven i rendyrket sommerstemning. GospelTeens fra Aabenra var en forrygende oplevelse. De sang, de dansede, og de havde en fortælling. De unges show blev belønnet med stående bifald. Næppe nogen ved mere om den sønderjyske folkehelt H.P. Hanssen end historiker, leder af Rigsarkivet i Aabenraa og formand for Historisk Samfund for Sønderjylland, Hans Schultz Hansen fra Bolderslev. Han gav på denne helt særlige dag et indblik i H.P. Hanssens virke som politiker og som manden bag genforeningen. TinglevForum havde igen engageret 6feet. Og de seks fødder på scenen var blevet til otte. Bandet, der har Tinglev-drengen Bo Abild som det charmerende samlingspunkt, begejstrede atter publikum med en populær koncert. Til stående bifald. TinglevForums kasserer, Preben Christensen, var en glad mand. Han kunne se ud over 280 tilstedeværende, der havde en dejlig aften i Byskoven med lyst til en kop kaffe, en pølse, en burger eller et glas øl.