Børnene vækker julemanden
På fredag er det tid igen. Byens børn samles på Beredskabsstyrelsen Teknisk Skole for at vække julemanden. I år skal julemanden vækkes lidt før end de andre år. Kl. 17.20 hentes han ned fra tårnet på Den røde plads.
Skolen danner igen i år ramme om årets første julearrangement i Tinglev, når Tinglev Handels-, Håndværker- og Industriforening inviterer på en omgang gratis gule ærter, pølser med brød og julemelodier.
Skolen har i mange år været en fast bestanddel af julen i Tinglev og vil igen i år være smukt illumineret med lys i vinduerne og fakler i området. Tinglev HHI opfordrer ligeledes byens borgere til at sætte lys i vinduerne og sætte fakler ved vejen. Når julemanden er vækket tager han »kanen« til julebyen på Centerpladsen, hvor lysene i det store juletræ tændes, inden han sammen med byens børn synger julesalmer. Igen i år spiller det tyske skoleorkester julemelodier mens sangen er lagt i hænderne på Tinglev Sognekor.
Julebyen er fuld af aktivitet
Centerpladsen danner igen i år ramme om julebyen. Konceptet, der sidste år kunne fejre 5-års fødselsdag, gentages med nye aktiviteter men også faste programpunkter. Som noget helt nyt vil der være et ønsketræ for børnene, hvor nye og gamle ting skifter hænder, børn og børn imellem. De mere kendte ting som Lykkehjulet, ponytrækning, tombola og gratis sild og snaps vil også være at finde på årets program.
Sjove konkurrencer til familien
Tinglev HHI ønsker igen i år at skabe familiehygge i december måned og derfor har foreningen igen i år små, sjove konkurrencer i Ugebladet.