Tinglev får ny bagerbutik

Borgerne i Tinglev kan se frem til, at der i det nye år igen bliver lys, aktivitet og ikke mindst salg af bagervarer hos SuperBrugsen på Centerpladsen. Brødrene Carsten og Henrik Kock, der sammen ejer Bageriet Kock i Nybøl, starter bagerforretning i de tomme lokaler, hvor Brogaards Bageri tidligere havde til huse. Brødreparret har købt inventaret af kurator og indgået en lejeaftale med SuperBrugsen Tinglev og forventer at være klar til åbning den 2. januar 2020.

Dejligt for os og byen
Bestyrelsesformand for SuperBrugsen, Hans Jørgen Hansen, glæder sig over, at der igen kommer liv i bagerafdelingen. »Det har været rigtig kedeligt for både os og byen, så jeg er rigig glad for, at det lykkedes. Vi har kun hørt godt om Carsten og Henrik og jeg håber da, at de kunder, der har været udenbys for at købe brød, vender tilbage.«

Kun hørt positivt
Henrik og Carsten Kock glæder sig til at starte op i Tinglev efter nytår. »Vi har kun fået positive tilbagemeldinger, efter at det blev bekendtgjort«, fortæller Carsten og fortsætter: »Vi kender Thomas Brogaard fra vores fælles »Guldbager-tid« og har altid haft et godt forhold. Da vi så hans butik, der fremstod flot og med god beliggenhed, slog vi til. Vi har fået et rigtig godt indtryk af Tinglev, der minder lidt om det område, vi kommer fra. At butikken ligger i SuperBrugsen er bestemt også et plus i vore øjne.« Brødrene har arbejdet sammen i 30 år. Deres morfar startede som bager for 90 år siden og derefter overtog deres onkel butikken. I 1988 overtog Henrik forretningen, mens Carsten kom til to år senere. Det er ikke helt nyt for brødrene at købe et bageri. For ca. 25 år siden købte de bageriet i Rinkenæs og bibeholdt udsalget. De ejer også bageri i Gråsten, hvor der også er udsalg.

Duften af friskbagt brød
I Tinglev bliver det alligevel lidt anderledes, fortæller Casten Kock: »Vi skal bage i ovnene i Tinglev. Der skal dufte af friskbagt brød hele dagen, hvor Henrik bliver fast bager sammen med en butiksassistent. Det er meningen, at de skal hjælpes ad med betjening af kunder m.m. og så samler vi erfaring på den måde.«

Thomas tog kontakt
Den tidligere bagermester i Tinglev, Thomas Brogaard, er godt tilfreds med, at det bliver Carsten og Henrik, der overtager hans plads i SuperBrugsen. »Det er to dygtige bagermestre og gode venner. Jeg tog selv kontakt til dem og har også stået til rådighed med råd og vejledning i hele processen, så jeg er rigtig glad for, at der igen er en bager i byen,« slutter han.