Lokal krønike om Tinglev
Sidetallet er vokset og er nu oppe på 280. Krøniken om grænselandet i 100 år med Tinglev som kulisse, der er skrevet af den lokale journalist, Poul-Erik Thomsen. Bogen har fået titlen »Den delte by«. »Den sønderjyske historie er fortalt i mange bøger, men det er overset, at Tinglev faktisk har spillet en afgørende rolle i et dramatisk forløb, hvor forholdet mellem dansk og tysk er gået fra fjendskab til forsoning«, forklarer forfatteren. I 1920 var der ved afstemningen tysk flertal i Tinglev, der altså var delt nationalt, men også geografisk mellem et samfund omkring kirken i vest og en stationsby mod øst, og på den tid kun forbundet med en markvej. Den røde tråd i bogen er den tysksindede slagtermester Alfred Jespersen og den danske bagermester Rasmus Møller. Lige midt i grænselandets minefelt holder de to – trods forskellighederne – fast i deres gode naboskab, hvor det bliver en tradition, at den tyske slagter hver søndag kommer ind i det danske bageri og henter morgenbrødet.
Det er i øvrigt Alfred Jespersens barnebarn, Heidi Jespersen, der har designet bogens forside. Den unge historiker, Kasper Nissen, der er fra Hajstrup, har aktivt medvirket som researcher, og Tinglev Lokalarkiv og Heinz Jespersen og Louis Møller og deres familier har været en stor hjælp for forfatteren. »Der er selvfølgelig mange personbeskrivelser, der knytter sig til Tinglev, men det er også en bog, der fortæller en bred sønderjysk historie og giver et indblik i afstemningen i 1920 og de 100 års genforening«, slutter Poul-Erik Thomsen.