Timo fra Tinglev skal med til Melodi Grand Prix
Navnene på de sidste deltagere til dette års danske Melodi Grand Prix blev offentliggjort fredag og iblandt dem er det sønderjyske band »Maja og de sarte sjæle.« De deltager med sangen »Den eneste goth i Vejle,« som de betegner som »en skilsmissesang set fra børnenes perspektiv«. Sangen er skrevet af guitaristen Timo Mastrup-Andersen, bandets faste sangskriver og komponist, som sammen med forsanger Maja Rudolph står på scenen, når showet løber af stablen i marts i Royal Arena.
Timo voksede op i Tinglev
Timo Mastrup-Andersen er opvokset i Tinglev, hvor han også har gået i skole, inden han tog på Handelsskole i Aabenraa. I dag bor han i Esbjerg med konen Malene og deres datter Evi, der kom til verden i april sidste år. Det var også i Esbjerg, at Timo fik kontakt til de øvrige musikere, der alle er uddannede på Syddansk Musikkonservatorie. Timos forældre bor stadig i Tinglev. Maja Rudolph var kirkesanger i Rise Kirke i sine unge år, og her lærte hun at forfine sin sangteknik.
Timo og Maja fandt hinanden for 10 år siden, hvor de i begyndelsen lavede en masse sange, men udgav dem dog ikke. De blev dog siden opdaget gennem Karrierekanonen på P4, og fik deres første pladekontrakt i 2016. De hittede med sangen »Uden dig«, som blev en af de mest spillede sange i radioen samme år.
Tekstuniverset, som bandet bevæger sig i, har en særlig dybde, og når Timo skriver musik og tekst fascineres han af de ægte sider af mennesker; de skæve, finurlige ting, som et menneske også kan indeholde.
Både Maja og Timo glæder sig meget til at være med i Melodi Grand Prix.