6feet spillede i Byskoven

Lørdag eftermiddag havde TinglevForum og 6feet+ inviteret til koncert i Byskoven i Tinglev.
Betina Westergaard fra 6feet fik ideen til en live-koncert på Facebook, men TinglevForum foreslog, at man lavede en koncert for 100 gæster og samtidig live-streamede på Facebook. Efter en del udfordringer fik man lov til at spille for 110 mennesker og det var også præcis det antal, der dukkede op i skoven.
Koncerten startede med fællessang af fem danske sange. 6feet slog tonen an og publikum sang lystigt med på de valgte sange, der bl.a. var »Du kom med alt det, der var dig«, »Kære Linedanser« og Anne Linnets »Forårsdag«. Derefter var det partybandets tur og de leverede en flot koncert, der høstede mange klapsalver. Efter 90 minutters koncert takkede både 6feet og Tinglevforum for fremmødet og næsten samtidig skiftede vejret fra lun sommerdag til blæst og tordenvejr.