Skolekrydset er skabt med hjælp fra Tinglevs 5. klasser

Skolekrydset mellem Tinglev Skole og Deutsche Schule Tingleff bliver et nyt spændende opholdsrum for byens børn og unge. I efteråret 2019 deltog to 5. klasser Tinglevs skoler i en workshop, under titlen ”arkitekt for en dag”. Én klasse fra den tyske skole, og en klasse fra den danske skole gik sammen om at undersøge mulighederne for deres nye venteplads. Der blev både bygget modeller, taget fotografier, klippe-klistret og noteret flittigt, for at give arkitekterne noget at arbejde  med i planlægningen. Flere af børnenes input kan stadig ses i Jernbanegade nr. 30, hvor der løbende hænges ny info fra Områdefornyelsen op. Idéerne blev taget med hjem og er indarbejdet i tegningerne og valget af inventar. Derfor kan Tinglevs Skolers elever se frem til at mødes i Skolekrydset, hvor der er plads til leg og ophold under træerne.

Hængekøjer i træerne, overdækkende elementer og møbler med mange anvendelsesmuligheder bliver stillet op ved Skolekrydset. Opholdsmøblerne kan både bruges til at sidde, kravle eller hoppe på, så det bliver sjovt at vente på bussen. Samtidig bliver det let at se fra Hovedgaden, at der er fællesskab og aktivitet ved byens skoler.