Bilbanko i radioen på byfestpladsen

Torsdag i næste uge inviterer Tinglev Handels-, Håndværker- og Industriforening sammen med Tinglev Bogtrykkeri til »Bil-Banko« på Ringriderpladsen i Tinglev. »Der var lidt stille og lidt for kedeligt under Corona nedlukningen, så da jeg læste om konceptet »bil-banko«, tænkte jeg, at det måtte vi også lave i Tinglev,« fortæller Tim Skovmand fra Tinglev Bogtrykkeri.

Han henvendte sig til Tinglev HHI, som straks var med på ideen. Formanden for Tinglev HHI, Michael Christesen, fortæller: »Vi plejer at være med i byfesten, hvor vi arrangerer »Fagenes Fest« om lørdagen. Det er jo desværre aflyst i år, så derfor synes vi, at bil-banko lyder som et sjovt og anderledes alternativ. Vi håber, at mange møder op på ringriderpladsen og spiller bil-banko med os.«

Egen radio-frekvens
Spillet foregår i bilen, hvor deltagerne er udstyret med bingo-plader og tallene bliver råbt op via bilens radio, hvor man har fået egen radio-frekvens. DJ Jonas Bonnerup, der er kendt fra Radio Globus, styrer slagets gang og agerer banko-vært. Tinglev HHI sørger for, at der kan købes lidt godt til ganen undervejs eller i den indlagte pause. »Forhåbentlig bliver det til en fest i samtlige biler. Det skal nok blive skide sjovt,« slutter Tim Skovmand.