Kock’s Bageri og SuperBrugsen lancerer lokal støttepulje
Når du fremover køber ind i SuperBrugsen eller hos Kock’s Bageri i Tinglev, får du mulighed for at tage stilling til tre forskellige, lokale projekter.
Kunderne i butikkerne får udleveret en »støttemønt«, som de kan bruge som donation til et af de tre udvalgte projekter. »I SuperBrugsen og hos Kock’s bageri vil vi gerne engagere os i det miljø, vi er en naturlig del af. Derfor udvælger vi hvert kvartal tre forskellige projekter, som vi støtter med i alt kr. 7.000,00. »Hvert projekt er garanteret minimum kr. 1.000 og de resterende 6.000 fordeles efter, hvor mange donationsmønter de enkelte projekter får af kunderne,« fortæller Martin Brønd, uddeler i SuperBrugsen Tinglev.
Nye projekter hvert kvartal
Alle tanker og idéer er velkomne, og forslagene kan f.eks. være et bidrag til nye fodboldmål, trafikveste til børnehaven, udflugter for ældre, en julefest eller tøndeslagning for hele byen. Eneste krav er, at projektet ikke har relation til et politisk parti – og at projektet er lokalt forankret i Tinglev og omegn og til glæde for de fleste. »Det er butiksrådet og ledelsen i SuperBrugsen Tinglev der afgør, hvilke tre projekter der bliver udvalgt til donationsmodtagere hvert kvartal. Alle foreninger og klubber kan ansøge, men vi kigger selvfølgelig på, hvilke donationer, der giver mest værdi for flest,« siger Martin Brønd.
Ansøgningsskemaer kan afhentes i butikken og de første projekter bekendtgøres i starten af december. »Projekterne udvælges snart så dem, der har gode ideer og gerne vil med i første runde, skal sende forslag til os inden 1. december,« slutter formanden for SuperBrugsen, Hans-Jørgen Hansen.