Yderligere 243 borgere og ansatte i Aabenraa færdigvaccineret

Arena Aabenraa og Grænsehallerne har henover weekenden dannet rammen for anden vaccination mod COVID-19 for borgere og ansatte i Aabenraa Kommune.

Flere borgere og ansatte i Aabenraa Kommune er fredag og lørdag blevet færdigvaccineret. Ialt fik 108 personer deres andet vaccinationsstik i Grænsehallerne i Bov, mens 135 personer fik det i Arena Aabenraa. – Vaccinationerne de seneste dage giver tro på lysere tider, og at vi kan skabe en mere tryg hverdag for både ansatte, borgere og pårørende.

Jeg ser frem til, at vi snart modtager flere vaccinerer, så endnu flere sårbare borgere og vores frontpersonale kan blive vaccineret, siger social- og sundhedsdirektør i Aabenraa Kommune, Karen Storgaard Larsen. Alle, der modtog vaccination fredag og lørdag, havde fået deres første stik i weekenden 15.-16. januar.
Det var borgere fra gruppe 2 – altså personer over 65 år, som modtager både personlig pleje og praktisk hjælp – samt de frontmedarbejdere, der 15.-16. januar havde fået de vaccinedoser, der var i overskud fra vaccinationen af disse borgere.