Tinglev og Bylderup-Bov får deres egne corona teststeder
Aabenraa Kommune åbner i samarbejde med Region Syddanmark og Carelink en række pop-up-teststeder med mulighed for hurtigtest. De nye teststeder, der er placeret i Arena Aabenraa, Tinglev Fritidscenter, Grænsehallerne i Kruså og Bylderup-Bov Idrætscenter, havde første åbningsdag tirsdag.
»Vi er rigtig glade for, at vi sammen med regionen kan give borgerne mulighederne for at lade sig teste flere steder i Aabenraa Kommune, så vi hurtigere kan bryde smittekæder.
Dermed kommer vi sammen et skridt tættere på, at flere aktiviteter kan genåbne til gavn for alle«, siger borgmester Thomas Andresen.
Borgere, der ønsker at lade sig teste, behøver ingen forudgående tidsbestilling, men behøver blot at møde op ved et af pop-up-teststederne i dets åbningstid. COVID-19-testen, der bliver foretaget, er en såkaldt hurtigtest, og der anvendes de nye korte podepinde. Alle over 12 år kan lade sig teste.
Der er åbent for test i Tinglev Fritidscenter, mandag og torsdag. I Bylderup-Bov Idrætscenter, kan man blive testet mandag, onsdag og lørdag. Derudover vil der også fremadrettet være mulighed for hurtigtest i Bov, som er åbent alle ugens dage, med henblik på at understøtte den grænseoverskridende trafik.