En magisk julestart i Tinglev

Fredag eftermiddag havde byens lokale forretnings- og erhvervsliv – Tinglev HHI – inviteret alle byens børn og voksne op på Beredskabsstyrelsen Teknisk Skole, hvor julemanden skulle vækkes.
»Sidste år måtte vi aflyse og i år hænger corona-skyen også lidt over os, men heldigvis er vores julestart udendørs og vi havde sørget for håndsprit m.m. Vi var spændte på, om nogle ville blive hjemme«, fortæller formand Michael Christesen.

Der var heldigvis ingen hold i de bange anelser, for der var masser af børn, forældre og bedsteforældre med julestemning på pladsen, da Michael holdt en kort velkomsttale, inden der var gule ærter og pølser. Beredskabsstyrelsen Teknisk skole havde igen i år sat lys i vinduer, i tårnet og tændt fakler langs de nærliggende stier. Det Tyske Skoleorkester spillede gode julemelodier og der var rigtig hyggelig stemning på pladsen. »Det var dejligt at møde så mange mennesker på »Den Røde Plads« i dag. I Tinglev HHI bruger vi mange timer på at planlægge og skabe disse julerammer og så er det fedt, når så mange bakker op. Der var også mange voksne uden børn, og det er da fantastisk, når hele byen møder op,« fortæller Michael Christesen.

Da julemanden var blevet vækket af børnestemmer og hentet ned fra det store tårn, hilste han på mange glade og forventningsfulde børn, der lystigt fortalte om deres juleønsker. Lidt senere satte julemanden sig op i kanen hos Glenn og tog turen gennem byen mod Centerpladsen, hvor lysene i det store juletræ skulle tændes.

Som noget nyt lykkedes det julemanden at tænde lyset »fra jorden«, fordi nye regler umuliggør, at Tinglev Brandværn hejser ham op til toppen. Heldigvis havde julemanden styr på sagerne og fik tændt det flotte træ.

En magisk juleby på byens nye Centerplads
Der ventede mange en positiv overraskelse, da de så julebyen. Den nye Centerplads, hvor der er lavet et »rum« i midten til lokale arrangementer, danner rammen om juletræ og juleby. En borger kaldte julebyen en »fantastisk kulisse« mens en anden havde stor ros til den nye placering, men også fremhævede byens julelys på Hovedgaden som noget af det flotteste i landsdelen.

I Julebyen summede det af juleglæde, hygge og i de forskellige boder havde de travlt med at dele æbleskiver, gløgg, kakao, grillpølser, burgere osv. ud til de mange glade gæster. Der var også rigtig mange, der fik drejet i »lykkehjulet« og vundet en præmie.

»Det blev en herlig, næsten magisk, fredag aften i Tinglev. Gode rammer, smilende mennesker og så er det altid dejligt at se de forventningsfulde børns udtryk, når de ser julemanden«, slutter Tim Skovmand fra Tinglev HHI.