Julemanden kommer med godteposer til børnene
På søndag inviterer Tinglev Handels-, Håndværker- og Industriforening alle byens børn, forældre og bedsteforældre ned på Centerpladsen, hvor julemanden uddeler godteposer til alle børn. Det har været en fast tradition i rigtig mange år, at byens borgere mødes på Centerpladsen sidste søndag før jul, men sidste år måtte arrangementet aflyses på grund af corona og igen i år hang det i en tynd tråd. »Vi har overvejet og vurderet helt til det sidste, men har besluttet os for at følge de retningslinjer, der er udstukket fra regeringens side. Samtidig opfordrer vi alle til at holde afstand og bruge håndsprit. Så skal det nok blive en rigtig hyggelig julefest i Tinglev«, siger Tim Skovmand fra Tinglev HHIs bestyrelse.
Tinglev Brandværnsorkester spiller julemelodier og der bliver sunget julesange, inden julemanden og hans hjælpere deler juleposer ud til de mange forventningsfulde børn. Når juleposerne er delt ud, trækker julemanden vinderne af årets julekonkurrence i Ugebladet. Efter præmieoverrækkelsen fortsætter julemanden til Plejehjemmet Grønningen, hvor han ønsker beboere og personale glædelig jul.
Julebyen sørger for julestemningen
Søndag eftermiddag er der også åbent i julebyen, så der er mange gode grunde til at kigge forbi og opleve den hyggelige julestemning. Alt i alt er der lagt op til en glad og hyggelig juleeftermiddag i Tinglev.