Gammel Grønningen skal huse fordrevne ukrainere

Med en vedtagelse af en særlov i Folketinget er Aabenraa Kommune klar til at håndtere den kommunale opgave med at sørge for bolig til fordrevne ukrainere med opholdstilladelse i Danmark.

En særlov vedtaget i Folketinget 16. marts gør, at fordrevne ukrainere med godkendt opholdstilladelse senest fire dage efter tildelt ophold i Danmark vil blive visiteret til kommunerne, som overtager ansvaret for blandt andet bolig. I Aabenraa Kommune vil det tidligere plejehjem i Tinglev, Gammel Grønningen, blive brugt som midlertidig bolig for fordrevne ukrainere.

»Vi er alle berørte af situationen i Ukraine, som lige nu udvikler sig dag for dag. I Aabenraa Kommune er vi selvfølgelig klar til at løfte den del af den ekstraordinære opgave, som tilfalder os. Vi har allerede løst nogle opgaver og med vedtagelsen af særloven i Folketinget, er vi nu parate til at løse endnu flere. Lokalrådet i Tinglev, Tinglev Forum, har i lighed med Bolderslev Lokalråd for nogle uger siden været med i processen, og deres bidrag i form af frivillighed og samarbejde sætter jeg stor pris på,« siger borgmester Jan Riber Jakobsen.

Konkret bliver fordrevne ukrainere, der har fået tildelt opholdstilladelse i Danmark, efter en fordelings-nøgle visiteret til landets kommuner. Det er de vanlige asylregler, der træder i kraft, om end det foregår hurtigere end vanligt.

»I Aabenraa Kommune kommer vi til at benytte det tidligere plejehjem i Tinglev, Gammel Grønningen, som midlertidig husning af de fordrevne ukrainere, der har opnået opholdstilladelse og er blevet visiteret til Aabenraa Kommune. Opholdet bliver af kortere varighed, indtil der er fundet permanent bolig,« siger kommunaldirektør i Aabenraa Kom-mune, Tom Ahmt, og fortsætter: »I det hele taget vil Aabenraa Kommune bistå med at løse de opgaver forbundet med personer med opholdstilladelse, som vi altid gør. Det betyder også, at vi som vil varetage opgaven om at give fordrevne ukrainere en så normal hverdag som muligt på arbejdsmarkedet og for børnenes vedkommen-de i dagtilbuds- og skolesystemet.« Den nuværende sygeplejeklinik på Gammel Grønningen vil i den kommende periode fungere uforandret, hvorfor borgere med brug for hjælp i klinikken kan tilgå denne som vanligt. Der kommer løbende nye udmeldinger om kommunernes rolle i forbindelse med situationen i Ukraine og håndteringen af flygtninge.

På aabenraa.dk/ukraine opdateres der løbende med nyt om situationen på både dansk, engelsk og tysk. Der henvises blandt andet til de relevante myndigheder, lige som der er et overblik over de organisationer, der bidrager til indsamlingen til gavn for Ukraine.

Læs flere nyheder fra lokalområdet her