Åben Landsby i Ravsted var en succes

Flagene var hejst, balloner pustet op, solskin og masser af frivillige stod klar til at byde alle velkommen, da der blev afholdt Åben Landsby i Ravsted forleden.

Det var en dag med fest og farver. Mange af byens 23 foreninger havde på kryds og tværs det seneste år, brugt tid på at planlægge dagen.
Hele byen var sammen om at vise alle de kvaliteter og mange ting, som Ravsted har at byde på, frem. Der var planlagt en skattejagt rundt i Ravsted, hvor gæsterne kunne få mulighed for at se og prøve forskellige aktiviteter. Skatte- jagten startede ved Ravsted Friluftsbad, hvor borgerforeningen stod klar med goodiebags og skattekort. Dernæst skulle de hen til Kindergarten og den tyske skole, hvor der var sanseoplevelser gennem skolen. Efterfølgende skulle de hen til spejderhytten, hvor spejderne netop havde haft overnatning, med deres 25 spejdere, hvor de stod klar med snobrød og skumfiduser over bål. Ved den næste post var det idrætsforeningen der havde stillet sportslige aktiviteter op. Skattejagten gik også forbi Ravsteds byggegrunde, der er til salg på Magrethetoft. Kirken havde planlagt en lille »skattejagt«, hvor alle gæster skulle finde en skat gravet ned på en græsplæne med hjælp fra en metaldetektor.
Brandstationen holdt åbent, hvor der var mulighed for at se både brandbiler og stationen og der blev bl.a. uddelt balloner og tegnebøger. Ravsted Børneunivers havde frisbeegolf og æggeløb i skolegården. Derefter gik turen om til Letkøb, hvor de stod klar med popcorn og slushice til alle gæster. Turen fortsatte om til Ravsted Slagter, hvor de fremviste deres fine nye butik, og serverede smagsprøver.
Den sidste post var henne ved Ravsted Forsamlingshus og ungdomsklub, hvor der var en spisekonkurrence med snørebånd, og mulighed for at se de lokaler der kan lejes til festlige begivenheder.
På de forskellige poster kom der også mere fyld i de goodie bags som deltagerne havde modtaget. De forskellige foreninger havde investeret i bl.a. madkasser, drikkedunke, huer, blomsterfrø osv. Som alle deltagere kunne få.
Ravsted friluftsbad havde åbent i svømmebadet hele dagen, og der var flere der trodsede den kølige temperatur, med en frisk svømmetur i det nyrenoverede friluftsbad.
På pladsen var der mulighed for at købe drikkevarer og en pølse. Derudover var pensionistforeningen også til stede med kaffe og kage, og hos dem var der mulighed for at deltage i petanque og krolf.
Hele arrangementet blev til virkelighed ved hjælp af frivillige kræfter fra de forskellige foreninger der i et år har arbejdet målrettet på at forberede dagen. For at få dagen finansieret, har arrangørerne modtaget et sponsorat fra Det fælles Udviklingsråd under Aabenraa Kommune, samt et sponsorat fra Løgumkloster Sparekasse Fonden.