Borgmesteren drøftede havneudvidelse med minister

Borgmester Jan Riber Jakobsen fik forleden mulighed for at drøfte havneudviklingen i Aabenraa med transportminister Thomas Danielsen, der lagde vejen forbi rådhuset i Aabenraa.

– Transportministeren og jeg drøftede udviklingen af havnen i Aabenraa, da et enigt byråd i Aabenraa Kommune netop arbejder for at videreudvikle en aktiv og bæredygtig erhvervshavn i Aabenraa af national og international betydning, fortæller Jan Riber Jakobsen.

Aabenraas havn er i forvejen vigtig for leveringen af råstoffer til både byggerier og landbrug, og ikke mindst til udskibning af store vindmølledele, og i fremtiden kan der blive endnu mere travlt i havnen.

– Havnen oplever en stigende efterspørgsel. Derfor er der et behov for, at der foretages store investeringer i en udvidelse af Ensted Havn, så havnen også fremover kan spille en afgørende rolle for forsyningssikkerheden. Helt konkret er der behov for, at havnen i fremtiden kan håndtere stadigt større komponenter. Desuden vil det kommende PtX-anlæg producere brændstof, som skal sejles til andre dele af verden, så der vil i fremtiden uden tvivl være mere aktivitet på havnen, siger borgmesteren.

Transportminister Thomas Danielsen og borgmester Jan Riber Jakobsen drøftede derudover den kommende motorvejsbro i Padborg med statslig medfinansiering, som blev en realitet efter det lykkedes at overbevise Folketinget om nødvendigheden af broen, i tæt samarbejde med de syddanske trafikordførere og medlemmer af Transportudvalget. Byrådet i Aabenraa Kommune besluttede allerede i 2021 at afsætte 25 millioner kroner til motorvejsbroen for at sikre udviklingen af transportområdet i Padborg til gavn for erhvervslivet.

Til sidst berørte borgmesteren og transportministeren muligheden for, at staten kan være med til at forbedre forholdene på togstationerne i Aabenraa Kommune, hvor der især har været ytret et ønske om at få bygget en elevator og forbedret adgangen til toiletterne på stationerne i Rødekro og Padborg.