Shafiq Farsad er ny apoteker i Tinglev

På mandag siger Anna Marie Bucka farvel og afleverer nøglerne til Tinglev og Padborg apoteker til Shafiq Farsad. Anna Marie har efter 22 år i spidsen for apotekerne valgt at gå på pension og overlader »hendes« to apoteker til sin tidligere souschef. »Det er med en god blanding af vemod og glæde, jeg stopper. Jeg føler, at tiden er inde nu, men jeg kommer også til at savne de mange gode medarbejdere og kunder, jeg har haft fornøjelsen af at møde gennem årene. Lokalsamfundet har altid bakket op om apoteket og det har virkelig glædet mig,« siger Anna Marie Buc­ka.

Anna Maries afløser, Shafiq Farsad, er ikke noget ukendt ansigt i Tinglev. Han arbejdede på Tinglev Apotek tilbage i 2009 og var bl.a. fungerende souschef på apoteket. Han glæder sig til at vende tilbage til sin tidligere arbejdsplads og hilse på både »gamle« og nye kunder. Shafiq er efterhånden en erfaren apoteker, der driver både Toftlund og Skærbæk Apotek. Det har han gjort siden 2017 og fra mandag påtager han sig også ansvaret for Tinglev og Padborg apoteker.

Tilladelsen til at drive apotek får man af Lægemiddelstyrelsen og valget i den proces faldt på Shafiq.

Få ændringer
I forhold til den organisatoriske struktur forventer den nye apoteker ikke store ændringer. Dog forventer Shafiq at ansætte yderligere to medarbejdere for at sikre, at apo­teket kan opretholde sin effektivitet og servicekvalitet. En spændende nyhed er, at der er bestilt en ny robot til Tinglev Apotek. Den forventes implementeret næste år og det er behovet for mere lagerplads til varerne og ønsket om at optimere arbejdsgangene, der har motiveret beslutningen.

Privat bor Shafiq i Flensborg med kone og to dren­ge på 4 og 10 år. »Jeg glæder mig til at komme igang og gense de mange kendte ansigter i byen. Apoteket kommer også fortsat til at tilbyde vaccination, men på grund af apoteksskiftet og ændringer i systemet vil vaccinationsstarten dog blive ud­­- skudt et par dage til sidst i næste uge,« fortæller Shafiq. Den nye apoteker forsikrer, at der vil være tilstrækkeligt med vacciner tilgængelige.