Skolepatruljerne roses

Januar og februar måned plejer at være de koldeste måneder på året, og i den forbindelse er uge 5 udpeget som »den sureste uge« for landets skolepatruljer. »Derfor fortjener de også fejring og anerkendelse,« fortæller færdselskontaktlærer, Hanne Boldt.

Aabenraa Kommune havde i den forbindelse indkøbt slikkepinde og halse-disser til alle patruljemedlemmer, og som en ekstra overraskelse blev der dækket et flot morgenbord til dem, med varm kakao og frisk franskbrød. Det faldt naturligvis i god jord hos patruljen, der på Bylderup skole består af 12 elever fra 6. klasse. »De yder en rigtig stor indsats, og sikrer at de øvrige elever kan krydse vejen trygt og sikkert«. »De står ude i regn, rusk, kulde og mørke, og hvis en pludselig bliver forhindret i at tage sin tørn – f.eks. pga. sygdom – så er de rigtig dygtige til at finde en afløser, så det fortjener de også stor ros for,« slutter Hanne.