N.T. Murer opruster
N.T. Murer opruster og overtager alle aktiviteter i A.C. Murerforretning.
Pr. 8. april overtog N.T. Murer al aktivitet i A.C. Murerforretning og den tidligere indehaver, André Christensen, bliver fremover murerformand i N.T. Murer.
Alle medarbejdere fra A.C. Murerforretning fortsætter også hos N.T. Murer.
André havde første arbejdsdag hos N.T. Murer i tirsdags efter 8 år som selvstændig.
»Jeg har elsket at være selvstændig, men må også erkende, at jeg har manglet sparringen i hverdagen om både stort og småt. Med det nye setup har jeg flere kolleger at rådføre mig med og det giver også mulighed for at tage store opgaver ind. Dem har jeg sagt pænt nej til før i tiden, siger André Christensen.
André er kendt som en meget flittig og arbejdsom mand og alt det, André står for, tager han med ind i den nye stilling hos N.T. Murer.
»Det er kun logoet, der ændrer sig. Alt andet er som før,« siger Nick Tygesen.
Hos N.T. Murer har man igennem en længere periode haft udkig efter en murerformand og med opkøbet styrker man både forretningen samt fandt den helt rette mand til jobbet. »Vores værdier og tilgang til tingene passer godt overens og jeg er sikker på, at alle parter opnår positive effekter ved dette samarbejde,« fortæller en glad Nick Tygesen.